« 40 + 1 | HomePage | 40 + 5 »

Saturday, 29 December 2007

40 + 4

Øv, jeg havde forfattet et længere indlæg i går aftes, men da jeg ville gemme det, var netforbindelsen nede, og så var det bal ligesom forbi.

Mynte hygger sig bag de mange lag spæk, hun bevæger sig flittigt i perioder, men det er ikke mod udgangen :-( 

Det gode ved at gå over tiden er, at vores favoritjordemoder Anna tiltrådte sin vagtperiode idag efter 10 dages juleferie, så hvis Mynte kan få taget sig lidt sammen indenfor den kommende uge, vil det være Anna, der bistår herhjemme. Det var også Anna, der var på hjemmebesøg i begyndelsen af december og som har varetaget 4 ud af de 5 konsultationer, jeg/vi har været til, så jeg krydser alt andet en bentøjet for, at vi får lov at modtage hendes hjælp.

Jeg strikker lidt på Cobblestone, de forkortede rækker var en overgang ved at drive mig til vanvid! Temperamentet fejler i forvejen ikke noget, og da de hér gevaldige huller blev ved med at dukke i pulloverens højre side EFTER TO FORSØG (= 2 optrævlinger), råbte jeg så højt, at Johnny blev noget bekymret for både min og sweaterens helbredstilstand! Nu har jeg - efter et par dybe indåndinger (man har vel lov at øve sig) gjort ét sidste forsøg, og det lader til at lykkes! Tricket for mig var at tage næste maske løs af, lige når jeg har lavet omslaget, vendt strikketøjet og er klar til at strikke tilbage imod midten fra højre imod venstre. Når jeg så efterfølgende når hele vejen rundt på retpinden, formår den maske, der er taget løst af at spænde lidt op på den slaskethed/manglende elasticitet, der er opstået i forbindelse med omslaget.

Hmmm, når jeg læser ovenstående afsnit, kan jeg godt selv fornemme, at det lyder en smule hysterisk mærkeligt, men det var sgu' frustrerende at sidde og fedte med, jeg har brugt mange timer på den pullover, og så går jeg ikke på kompromis med udseendet!

 

Trackbacks

The URL to Trackback this post is: http://theknit-hawks.blogspirit.com/trackback/1452475

Comments

Hej :-)
Jeg kigger lidt forbi din blog indimellem og nyder de fine ting, du får kreeret.
Mht. vendestrik har jeg netop selv fået et rigtig godt tip, som jeg lige syntes, du skulle have med på vejen.
Lige før du vender, slår du garnet om pinden (med de masker du ikke skal strikke nu).
Vender og strikker tilbage.
Når du kommer tilbage til omslaget på den efterfølgende pind, strikker du det sammen med den næste maske.

Mon det gav nogen mening?
Jeg har prøvet det og synes, det virker eminent :-)

Held og lykke når fødslen går i gang.

Mvh. Mette

Posted by: Mette | Saturday, 29 December 2007

Hej!!

Blot en læser som vil ønske dig en god hjemmefødsel, og sige at du må skrive lidt oftere, når det er så tæt på!!-Er jo inde og checke 5 gange dgl. for at se om du skulle være nedkommet :o)

Posted by: trine petry | Sunday, 30 December 2007

Post a comment