« 2006-01 | HomePage
| 2006-03 »
Monday, 27 February 2006
Sleeping Beauty
20:06 Posted in VORES BLOG | Permalink | Comments (2) | Email this
Fastelavn på Vesterbro
Imorges skød vi fastelavn igang - moren havde siddet på sin sidste nattevagt og sat trykknapper i begge kjoler samt syet blomster på kreationerne - godt, der er et helt år til næste gang ;-)
Der er desværre ingen billeder af Fe-Alma "in action" iført vinger og tryllestav, men kjolen uden indhold er her til venstre - dog uden blomster, da billedet blev taget i går aftes. Pædagogerne fortalte, at Alma gav tønden en ordentlig én på hatten, og det tror jeg gerne, for Alma er en rigtig tonser modsat Ottilia, der er mere forsigtig og genert.Nu vil jeg lave mig en dejlig kop the og gå igang med oprydningen efter en weekend i arbejdet og sygdommens tegn.
17:05 Posted in VORES BLOG | Permalink | Comments (3) | Email this
Friday, 24 February 2006
Hvor pokker blev den af?
Tænk, jeg har sandsynligvis smidt en hel pose garn ud! Faktisk er jeg ikke helt klar over, hvad der egentlig er blevet af den, men da garnet ikke er at finde her i hytten, er det min konklusion.......hov, det kunne jo også være, at Johnny har smidt det ud.....det ville da næsten udløse en eller anden form for trøstepræmie til mig! Jo, jeg tror faktisk, at jeg vil arbejde lidt videre på den teori ;-)
Ellers har hverdagen været præget af Roskildesyge (igen) - heldigvis tror jeg, at den er ved at synge på sidste vers. I går fandt jeg tid til at påbegynde og næsten færdiggøre Ottilias fastelavnskostume. Hun skal være prinsesse, og jeg indkøbte materialerne for laaaang tid siden, og så har de ellers ligget og ventet på det rette øjeblik. Jeg kan godt mærke, at det er måneder siden min sidste rendez-vous med symaskinen, og jeg lavede da også en bommert af dimensioner, det er nok en af de kendte: at sy det ene ærme i med vrangen udad - ØV ØV ØV! Det tog en evighed at pille op, opsprætteren beskadigede satinstoffet, og til sidst var jeg lige ved at opgive. Så kom jeg jo til at tænke på Ottilia, der mindst 10 gange har stukket hovedet ned i Stof2000 posen i håb om, at mor lige havde tryllet en smuk prinsessekjole færdig til hende, og så lykkedes det sgu' med hiv og sving at få pillet skidtet op og begynde forfra. Jeg mangler påsyning af blomster, men det når jeg nu nok med to nattevagter i vente hen over weekenden, og så slipper jeg nok heller ikke fra at lave en prinsessekjole til Alma, det lille kræ! Her er et par nye billeder af ungerne:
Rogue skrider stille og roligt fremad, det er et dejligt strikketøj. Billedet viser snoningerne i hver side af kroppen fra armhulen og ned, og på en eller anden måde bevirker de, at jeg ikke rigtig bemærker al strikningen imellem panelerne. Jeg kan godt lide snoninger, modsat visse andre, og det er bestemt heller ikke svært, når man først lige har afkodet opskriften :-) Garnet er fantastisk lækkert, og jeg glæder mig til at se og mærke det efter vask.
Nå, jeg vil ind på sofaen igen, den er stadig ikke helt god med kompasset!
18:30 Posted in VORES BLOG | Permalink | Comments (3) | Email this
Sunday, 19 February 2006
En dejlig aften!
Frem til kl. 03.30 havde jeg fornøjelsen af at lægge hus til en middag for 8 vidt forskellige kvinder, der grinede, dansede, sang og græd. Det var både en begivenheds- og madrig aften, se bare bordet her til venstre. Alle skulle tage noget med, og de fleste havde både en madret med og en flaske et eller andet. Jeg havde lavet Tortillitas de Gambas, hvor jeg supplerede med kammuslinger samt en hjemmerørt Aïoli. Det smagte, så englene sang! Til gengæld smagte mine kuvertbrødsmuffins af tomat/cheddar-gummi, føj! Derudover havde jeg købt 3 liter is hos ParadIS (jeg forudbestilte), og dem nyder jeg søreme stadig godt af idag :-) Og så havde jeg selvfølgelig købt en masse bajere ;-)
Johnny er i Næstved med begge pigerne, og da de først vender hjem mandag formiddag, har jeg det kommende døgn helt for mig selv.....jeg går ikke uden for en dør idag, og tager nok heller ikke tøj på!
Til gengæld kan antennestikket nå heeeelt ind i soveværelset, hvor vi har et lille tv, og sengen er bred nok til at huse blade, bøger, strikketøj, kaffekop, is og telefon på én gang. Jeg har netop printet dagens tv-program ud, og om et øjeblik er jeg helt klar til både Rogue og Bette II :-)
Og så er det et faktum: jeg starter på køreskolen den 28. februar!
14:20 Posted in VORES BLOG | Permalink | Comments (2) | Email this
Thursday, 16 February 2006
Erfaren strikker.....og dog!
Bette er af pindene, og det var en fantastisk dejlig opskrift! Faktisk har jeg købt ind til en ny Bette, denne gang er Ottilia den heldige modtager. Da Ottilia er et meget varmt barn, har jeg valgt et blandingsgarn istedet for ren uld.
Jeg er startet på Rogue, og jeg har allerede begået min første brøler! Så godt på nedenstående mønster - ser det ikke grangiveligt ud som om, at den tredie pind begynder to maske tidligere end anden pind?? Nå, men det gør den altså ikke, og det kan jeg sådan set godt se i bagklogskabens lys, men det er sgu' ærgerligt, at det først bliver tændt, når man er nået 300 masker ind i fejlen ;-)
Se, min fine the-anordning; det er da utroligt, hvad man kan bruge en dyvel til ;-) Jeg er helt vild med benskeen, dem må jeg simpelthen eje nogle flere af.
Jeg har iøvrigt tilmeldt os Plan Danmark og idag blev vi fadder til Angel på 12 år i Den Dominikanske Republik - jeg glæder mig til at følge ham.
Jeg har også taget en anden stor beslutning: jeg vil tage et kørekort og investere i en lille bil! Hverken Johnny eller jeg er køreklar, og en lille bil vil give os mere frihed - f.eks. vil vi kunne benytte vores kolonihave i Rødovre i langt større udstrækning, og vi vil tage hyppigere ned til Næstved og besøge Johnnys familie. Vi skal bare lige finde pengene først......
16:10 Posted in VORES BLOG | Permalink | Comments (5) | Email this
Sunday, 05 February 2006
Jeg må eje denne bog!
"Krudtugler & Kanelsnegle" er virkelig brugbar, man bliver såmænd så inspireret - og så bliver jeg altså sådan i kolonihave-stemning, når jeg ser billederne. Her er dagens bagværk -brusebadsboller (jeg havde dog taget forskud på badet):
15:15 Posted in VORES BLOG | Permalink | Comments (5) | Email this
Saturday, 04 February 2006
Der strikkes!
Men det er i begrænset omfang: med et forkølet barn og en gæst fra Jylland i lejligheden, er der ikke meget tid til strikning. Derudover har jeg lavet nogle åndssvage bommerter på Bette, jeg er simpelthen blevet for magelig og sikker, og så springer man lige masketællingen over, fordi det bare er dødens pølse, når der er over 200 masker på pindende. Derudover fandt jeg det heller ikke lige nødvendigt at tjekke ret- og vrangsiden, da jeg skulle samle Bette på rundpinden og begynde at strikke rundt, hvilket jo selvfølgelig resulterede i, at jeg efter 5 cm opdagede, at jeg havde samlet hende forkert. Når det er ren ret, så ses det jo ikke så tydeligt, men udtagningerne så ikke rigtige ud og heller ikke kanterne, så det var en ommer! Nu er jeg på rette spor (igen-igen), og nu går det hurtigt. Farverne er slet ikke så kradse, som billedet antyder - de opvejer/supplerer og dæmper hinanden fint.
Ellers så får jeg tiden til at gå med at bruge penge :-) Jeg synes bare, at vi har brug for så meget nyt, at det virker helt uoverskueligt. Der er lige røget en 140 cm seng ind af døren til ungerne, så de kan ligge sammen, og så må man jo ud og investere i nye dyner og puder.
En knapt så dyr og yderst delikat fornøjelse er et besøg lige hér. De har et stort udvalg, theen fåes ikke bedre her i landet, og så er det søreme til at betale. Fragten er kun 25 kr. og ydermere er de hurtige i vendingen - PRØV DET!
Og så er jeg noget til ugens lækkerbisken, og det er en citronmuffin - uhmmm, de er så lækre og nemme at lave.
16:40 Posted in VORES BLOG | Permalink | Comments (2) | Email this














